En dag i kundens sted

Billedet nedenfor illustrerer facaden af Illums Bolighus, hvor skæret fra det idylliske juletema i udstillingsvinduet kaster lys over Amagertorv en kold novemberaften og en intens shopping-aften løb af stablen.

Illums Bolighus, Amagertorv 10, 1160 København K. Søndag d. 11/11 kl. 21:47

Hvad billedet dog ikke viser er, at der bag facaden sidder et dedikeret team, der fortsat knokler med at pakke de sidste ordrer efter en hektisk online shopping-aften som løb fra kl. 16.00 til 21.00. Med godt to måneders højsæson tilbage i detailhandlen markerede min oplevelse hos Illums Bolighus, at der stadig er masser af muligheder for at udnytte synergien i det tætte samarbejde til at skalere den digitale forretning.

Hos PL & Partners bestræber vi os på, at blive en så integreret del af teamet hos vores kunder som overhovedet muligt. Erfaringsmæssigt ved vi, at det kan have massiv værdi for begge parter, såfremt begge anerkender, at det kræver en gensidig indsats.

I samme ånd besøgte jeg Illums Bolighus i forbindelse med deres koncept, ‘online shopping-aften’, hvor de havde 20 pct. rabat på hele shoppen. Aftenen bød på flere tusindvis besøgende til Illums’ website, utallige positive henvendelser fra kunder til deres kundeservice og utallige slåede rekorder i blandt andet antal ordrer og besøgende.

 …når man fysisk og med et åbent sind placerer sig direkte i sin kundes verden, opnår man en helt unik forståelse for deres kultur og forretning.

For mit vedkommende har det været en dag i kundens sted; en intens dag i orkanens øje, der på den ene side har været med hovedet begravet i Illums’ Facebooks Business Manager og på den anden side som en del af et inspirerende team, der rangerer fra pakke- og kundeservicemedarbejde til marketingchef.

Hos Illum oplevede jeg, hvordan det ser ud, når et team arbejder sammen for at give husets loyale kunder en enestående shopping-oplevelse alt imens humøret forbliver tårnhøjt internt i teamet.

Dette samarbejde hos Illums Bolighus må siges at illustrere en imponerende digital udvikling, hvormed de gode resultater følger. Illum har udviklet sig digitalt på flere områder, blandt andet ved en større investering i digital marketing, et skarpere visuelt udtryk og større omsætning.

Illums Bolighus’ imponerende digitale udvikling og resultater understreger, at man når ufattelig langt med et team som komplimenterer hinanden samt trives med at løfte i flok.